Olfi.dk: Frihedsavis eller noget fanden har skabt

Knap 60 medlemmer af Kreds 6 havde valgt at deltage, da Peter Ernstved Rasmussen, stifter af Olfi.dk besøgte Nordjylland.
 
Med maverne fyldt af stegt flæsk og persillesovs, fik de i knap tre timer historien om Peter Ernstved Rasmussen selv og det medie, der i den grad har formået at ryste og fjerne de chefer i forsvaret, der populært sagt har sat sig lidt for hårdt på flæsket og skabt en kultur, hvor nepotisme, embedsmisbrug og inhabilitet er dagens orden.
 
Det havde han masser af eksempler på: “Og det gør mig så harm og indigneret,” lød det flere gange som indgang til endnu et eksempel. Samtidig understregede han også, at han er stor beundrer af både kongehuset og militæret.
 
Med Olfi.dk fandt Peter Ernstved Rasmussen, der udover en lang karriere i Forsvaret, også er uddannet journalist fra Syddansk Universitet sin niche.
 
I løbet af aftenen tog han tilhørerne med ud på sin egen rejse fra barndommen og ungdommen, hvor han med egne ord helt bogstaveligt fik en studentereksamen.
 
Heldigvis kræver journalistuddannelserne ikke et eksamensgennemsnit, og med i bagagen havde han hele vejen en solid portion retfærdighedssan og en tro på, at også chefer i forsvaret “skal opføre sig ordentligt.”
 
Og hans arbejde har gjort Olfi.dk til så stor en succes, at 49-årige Peter Ernstved Rasmussen kan leve af mediet, der som sit omdrejningspunkt at have en kærlig, men kritisk dækning af forsvaret og forsvarspolitikken.
“Nogen synes, jeg er en frihedsavis, men der er helt sikkert også en del, der synes, Olfi er noget fanden har skabt,” sagde han.
Trods modstand undervejs fortalte han, at han ikke var i tvivl om, at Olfi.dk var en helt rigtigt beslutning.
“For mig handler det om at tage sit journalistiske opdrag alvorligt,” sagde han.
“Og så synes jeg også, at det er vigtigt at få fastslået, at man ikke behøver at være del af et stort mediehus for at lave noget, der forandrer verden.”
“Så må man leve med, at der er nogen, der skyder med dartpile efter ens billede i mørke kældre,” lød det med et smil.
 
Opfordringen lød derfor til tilhørerne, at de skulle gå ud og lave nogle flere “Olfier” - nicher med fokus på forskellige emner.
 
“Der er i den grad brug for det!” lød slut-salutten!